Gæsteblogger: Patrick Pankalla

Gæsteblogger: Line Sofie fra Mi Confesión

PhotobucketHej alle Emmas dejlige læsere. Jeg er Line Sofie og jeg blogger ovre på www.miconfesion.dk. Jeg har fået æren af at lave et gæsteindlæg her på bloggen og så er det jo lige med at finde ud af hvad man skal skrive. Jeg har tænkt over det i noget tid og kommet frem til at lave en repost af et indlæg jeg skrev for et år siden da jeg sad på den anden side af jorden, på min egen blog. Det fortæller meget godt hvordan jeg vælger at bruge min blog. Min blog er meget personlig, men det er altså ikke kun tunge indlæg eller triste fortællinger. Jeg viser billeder, små filmprojekter, dagens tip og meget andet. Jeg håber I vil læse mit indlæg selvom jeg skrev det for et år siden. Det betyder rigtig meget for mig. Og kig endelig forbi også.

 

Jeg sidder på den anden side af jorden. Fysisk har du aldrig været længere fra mig, psykisk er du tættere på end nogensinde før. Jeg tænker rigtig tit på dig, oftest bliver jeg ked af det. Ked af det fordi jeg savner dig, ked af det fordi jeg hader dig, ked af det fordi du gør mig ked af det. Der findes følelser i mig som aldrig kan komme ud, aldrig kan forklares. Jeg kan ikke slippe af med dem, men jeg kan gemme dem så langt væk at de ikke kan mærkes. Men kun for en stund. For hver dag der går bliver du mere fjern for mig, nogengange bliver jeg helt i tvivl om jeg har glemt dig. Og det skræmmer mig. Du er den del af mig selv jeg hader allermest men samtidig havde jeg ikke været den samme uden dig. Du er med til at gøre mig hel. Og for det elsker jeg dig. Mon du tænker på mig nogensinde? Mon du savner mig? Er du stolt af mig?

Jeg har så mange ting jeg gerne ville sige til dig. Jeg ved at jeg aldrig får dem sagt. Men nu skriver jeg en del af dem ned. Her. Det gør ingen forskel, det ved jeg, det er alt for sent. Men jeg er ikke klar til at give slip. Ikke endnu. Du har stadig en stor plads i mit hjerte. Jeg har i lang tid været sur på mig selv over det, hvorfor skulle jeg bruge plads, kærlighed, energi på dig, når du ikke gør det på mig? Jeg lukker så få mennesker ind, jeg elsker ikke mange, hvorfor skal du så stadig være der? Fordi jeg ikke er klar til at give helt slip. Og måske jeg aldrig bliver det. Men det er også okay. Jeg har accepteret du ikke siger tillykke til mig på min fødselsdag, jeg har accepteret at du har gjort mig og dem jeg holder allermest af ondt, jeg har accepteret at du ikke længere kender mig og jeg ikke kender dig, og jeg har accepteret at jeg resten af mit liv skal leve med du ikke er der for mig. Men det gør ondt. Det gør ondt helt ind i knoglerne. Jeg ved at det et eller andet sted ikke er din skyld. Du er ikke noget dårligt menneske, og du har gjort det bedste du kunne. Det tror jeg på. Det ved jeg.

Det gør ondt på mig, og på mange andre, men jeg ved at du er den der har det allerværst. Måske er det i virkeligheden det der gør allermest ondt på mig. At du er ked af det. For det tror jeg på du er. Men det er ikke min skyld og der er intet jeg kan gøre ved det. Det eneste jeg kan gøre er at give dig den plads jeg stadig har brug for at give dig i mig, at give mig selv lov til at mærke efter, at give mig selv lov til at græde, at være vred, at være ulykkelig. At acceptere at mine følelser ikke kan beskrives med ord, at min eneste reaktion er mine tårer, og at det er okay. At der ikke er nogen der skal fortælle mig hvordan jeg burde reagere og hvornår jeg burde komme videre. For det er mine følelser og de er inde i mig. Det er mig der skal leve med savnet resten af mit liv. Det er mig der skal leve med de oplevelser jeg har haft med dig, både gode og dårlige. Og det er mig der skal leve med at være den der er blevet svigtet.

Jeg ville ønske jeg ikke behøvede at give op. At du ikke havde givet op. At der var en løsning. Men det er der ikke. Der er ikke nogen løsning. Du vil altid være en stor del af mig. Jeg håber af hele mit hjerte at du sender mig en tanke engang i mellem. Og at jeg for resten af dit liv også vil være en stor del af dig. Jeg skal acceptere at mit liv sagtens kan blive helt, selvom der altid vil mangle en vigtig del. Jeg er ikke klar til at give helt slip på dig endnu, på de følelser der ligger i mig, men jeg er klar til at sige farvel og acceptere at vi aldrig ses igen. Sådan er det nødt til at være. Jeg vil altid elske dig. Farvel.

 

Kærlighed fra Line Sofie – www.miconfesion.dk

bloglovin
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gæsteblogger: Patrick Pankalla